Annas historie

Anna er en 15 årig sund og rask pige. Hun har egen hest, men har ikke kunnet ride de sidste to måneder, da det udløser skærende smerter i lænden. Lændesmerterne har stået på siden Anna var 14 år, og giver undertiden også krampagtige smerter ned i benene. Hun har som følge af lændesmerterne 4-5 månedlige sygedage fra 9. klasse.

Anna har forsøgt sig med både fysioterapi og kiropraktik, men uden effekt. En rheumatolog har også lagt en blokade, men det har heller ikke hjulpet. Til sidst henvises hun af egen læge til udredelse på en børneafdeling.

Måske discusprolaps eller dissimineret sclerose eller…?

Hun indlægges nu på børneafdelingen, således at anfaldene kan iagttages og beskrives. Forskellige undersøgelser sættes i værk og familien er meget utryg ved situationen.

I de følgende dage beskrives Annas anfald på mange forskellige måder af især sygeplejerskerne. Mange forskellige læger undersøger også hver dag, om der skulle være tegn på prolaps. En MR scanning viser protrusion (udbuling af en discus), som man dog ikke mener kan forklare symptomerne. Alligevel vender man gang på gang tilbage til denne undersøgelse, som om man måske alligevel kan finde en forklaring her. Hun får taget et hav af blodprøver, alle normale, enkelte dog på grænsen, så det giver anledning til nye blodprøver. En fysioterapeut undersøger igen igen Anna med henblik på symptomer på discusprolaps og finder igen igen lidt stive muskler, og giver hende nogle øvelser.

De hidtidige undersøgelser har været frugtesløse, og det antydes nu, at hun måske har dissimineret sclerose. Hun skal derfor igennem en ny MR scanning samt tilsyn af neurolog og øjenlæge. Der udføres lumbalpunktur i lattergasrus og væske omkring rygmarven tages ud til undersøgelse.

Også en rygkirurg tilkaldes og finder det samme som alle andre: Stort set intet, der kan forklare noget. Så henvises hun til Videncenter for Rygsygdomme på Glostrup Hospital og udskrives.

Efter udskrivningen forværres symptomerne noget, moderen ringer flere gange til afdelingen, fordi hun er ked af det og frustreret. Anna bliver atter indlagt, så hendes kramper kan iagttages igen igen igen. Der tages nye blodprøver og hun får taget trykmåling på hænder og fødder. Det ventileres, at det nok er noget psykisk, men det benægter Anna – hun mener ikke, hun har psykiske problemer. Hun opfordres dog til at søge psykolog. Under indlæggelsen får hun heldigvis nogle natlige lægkramper, der igen beskrives detaljeret.

Der er nu kommet besked fra Videncenter for Rygsygdomme, at der er 8 måneders ventetid mindst!

Medicin uden virkning

Under hele forløbet er hun blevet medicineret med et smertestillende middel, der hedder tradolan. Det har overhovedet ingen virkning på symptomerne og giver hende forstoppelse. Alligevel fortsætter man, for hun tåler ikke andre præparater, der kunne være aktuelle.

Flere undersøgelser – stadig ukendt lidelse

Der er nu stadig nogle undersøgelser i skuffen tilbage, der ikke er blevet foretaget, så hun sendes til EMG (elektromyografi) for undersøgelse af nerveledningshastighed og til PET CT scanning på Rigshospitalet. Fra blodprøvernes smørrebrødsseddel finder man endnu nogle sofistikerede (og dyre) blodprøver frem. Intet skal være uforsøgt.

Da alt dette ligeledes er normalt, afsluttes et 2 måneder og 10 dages forløb ind og ud af hospitalet. Ingen diagnose, ingen behandling, der virker, kun en masse frustrationer efter et mareridtsagtigt forløb for hende og familien.

Der går herefter 10 måneder, inden Anna på initiativ af en Mensendiecklærer kommer til mig. I mellemtiden havde hun besøgt Videncenter for Rygsygdomme, men det førte ikke til noget. I stedet får hun af vide, at hun er pivet og bare skal leve, som om alt er normalt.

Gennembruddet!

Da hun kommer til mig, har hun konstante smerter i hele ryggen, hovedpine, smerter i nakken, mellem skulderbladene og i lænden. Ved undersøgelsen er alle muskler totalt dysfungerende, der er skævt bækken og dårlig holdning.

Efter kun 1 (én!) behandling her er hun totalt forvandlet: Hovedpinen og rygsmerterne er stort set væk, hun har passet sin skole, kunnet koncentrere sig og har fået sit humør igen.

Det er interessant at filosofere over, hvad forløbet har kostet samfundet, og hvad man kunne have sparet, hvis behandling var startet i vores klinik. Det kunne jeg sige meget om.

Anna er desværre kun en af mange lignende patienter, jeg har haft. Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at behandlingssystemet i frustration over ikke at kunne diagnosticere eller behandle ryglidelser, sender patienterne fra den ene undersøgelse til den anden vel vidende, at chancen for et positivt resultat er minimal. Alt dette i håbet om, at de lange ventetider gør, at lidelsen i mellemtiden spontant er klinget af!

Send jeres oplevelser til mig

Jeg vil gerne her opfordre læserne af vores facebook side at sende beskrivelse af egne oplevelser til vores email: sath@dadlnet.dk

Jeg ved, at rigtig mange af mine patienter har fået virkningsløse behandlinger andre steder i sundhedsvæsenet, og at mange er sendt til komplet overflødige undersøgelser. Skriv om det til mig. Det er nødvendigt, hvis prometheusmetoden skal blive mere kendt.

Dette indlæg blev udgivet i Stigs klumme og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.