Stig hjalp mig, efter alle andre havde givet op

Jeg var i 2011 ude for et cykelstyrt og begyndte efter dette at lide af voldsom kronisk hovedpine, hyppige migræneanfald, koncentrationsbesvær samt ryg- og skuldersmerter. Jeg fik diagnosen længerevarende hjernerystelse og posttraumatisk hovedpine. Jeg var på ulykkestidspunktet 20 år gammel og var i gang med mit universitetsstudie. Ulykken betød, at studierne måtte sættes på pause, studiejobbet måtte opgives samt at alt sport og socialaktiviteter var umuligt.

For at afhjælpe mine smerter prøvede jeg mange forskellige typer behandlinger: kiropraktik, fysioterapi, kranio-sakral terapi, massage, afspændingsterapi, akupunktur mv. og flere slag medicin (bl.a. mange typer migrænemedicin), men ingen af disse behandlingstyper eller medicin havde nogen varig effekt på mine symptomer.

Efter flere år men fejlslagne forsøg på at finde hjælp, hvor alle behandlere en efter en gav op på mig, fandt jeg endelig frem til Stig. Da jeg startede hos Stig, havde jeg en kraftig daglig hovedpine samt migræneanfald 2-3 dage om ugen. Herudover havde jeg daglige ryg- og skuldersmerter. I tillæg til dette havde jeg også, siden jeg var 12 år, lidt af lændesmerter, som strålede ned i benene, efter at jeg i en rideulykke brækkede mit bækken og skamben. Alle de overstående behandlingstyper havde heller ikke varig effekt på mine lændesmerter.

Efter få behandlinger hos Stig begyndte mine daglige smerter at blive reduceret og mine migræneanfald blev mindre hyppige.

I dag er mine daglige ryg-, lænde- og skuldersmerter væk, min daglige hovedpine er reduceret til et lavere niveau, og der er nu ca. 5-8 uger i mellem mine migræne anfald.

Jeg er med Stigs hjælp blevet i stand til at fortsætte mit drømmestudie på nedsat tid, og jeg er endvidere blevet i stand til at kunne dyrke sport igen samt at deltage i sociale arrangementer som fødselsdage og middage med mange mennesker.

Sagt med andre ord, Stig har givet mig livslysten tilbage ☺ Jeg er Stig dybt dybt taknemmelig. Han hjalp mig, da alle andre havde givet op, og da jeg selv, trods min unge alder, var ved at miste modet på at få en meningsfyldt tilværelse.

Jeg håber, at alle i lignende situationer finder vejen til Stig, for jeg tror med hånden på hjertet, at han er i stand til at hjælpe alle med at finde vejen tilbage til livet.

 

Mange hilsner

Signe

Dette indlæg blev udgivet i Patienternes historier og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.