“Jeg samler på de små børns smil…”

…sådan begynder et digt af Nis Petersen. Det tænker jeg ofte på, når en af vores små medborgere ligger på briksen og under behandlingen oplever, at det rent faktisk hjælper her og nu, samtidigt med at det overhovedet ikke gør ondt.

For ikke så længe siden havde jeg en elitegymnastpige på 11 år som patient. Hun havde døjet med ondt i lænden i flere år, og i den forbindelse havde hun prøvet alle mulige behandlinger, desværre kun med kortvarig effekt.

Efter første behandling hos mig, lignede hun en stor smiley. Da hun kom anden gang var hun dog noget halvsur for allerede få timer efter den første behandling havde det været galt igen. Anden gang varede effekten af behandlingen i længere tid, og efter 4. behandling ringede moderen glad og fortalte, at nu havde der ikke været tilbagefald i 14 dage. Hun spurgte samtidigt, om datteren igen måtte starte til elitegymnastik? Det fik hun lov til under forudsætning af at sige til ved tilbagefald. Nu er der gået over en måned, og jeg har ikke hørt fra hverken mor eller datter.

Jeg husker også en anden patient på 11 år. Pigen var sen til at gå, og da hun endelig rejste sig var det med haltende gang og med udtalt kalveknæ på højre ben. Hun gik både til børneortopæd og børnefysioterapeut, og derudover også til børnepsykiater og børnepsykolog pga. sit voldsomme temperament, men lige meget hjalp det. Pigen fik botox i knæhasen, og man talte om en operation, men stadig haltede hun og var helt ude af stand til at løbe.

Da hun kom til mig som 11 årig, var hun en pige med et voldsomt temperament, som kunne give sig udtryk i, at hun i fuld offentlighed skældte moderen ud med sprogets værste gloser. Enhver kan forestille sig, hvordan det må være, at man midt i supermarkedet blandt andre kunder bliver kaldt for luder, og det der er værre.

Blot nogle få behandlinger havde en utrolig virkning. Pigen udviklede sig til både at være fysisk og psykisk normalt fungerende: Ikke alene fik hun almindelig gang og kunne løbe som alle andre på samme alder, men også den let antændelige lunte forsvandt, og det var ikke mindst moderen glad for. Pigens historie blev bragt som case i Ugeskrift for Læger (2010;172(16): s. 1211-1213), hvor man kan læse nærmere om behandlingsforløbet samt se alle de videnskabelige facts.

Jeg samler også på de små (og lidt ældre) børns smil.

Stig Thomsen

Dette indlæg blev udgivet i Stigs klumme og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.