Tag-arkiv: discusprolaps

Messias fra Snekkersten

I februar måned 2016 kollapsede min ryg. Familien og jeg var på vej på skiferie, jeg havde i gennem noget tid mærket at “den var gal”. Besøgene hos kiropraktoren blev oftere og oftere, men lige lidt hjalp det. Der lå jeg så, på skiferien, 8 dage på smertestillende. Det blev værre og værre, vi kom hjem og en scanner viste at jeg havde en diskusprolaps imellem 4 og 5 ryghvirvel. Helt tilfældigt var min kone til pilates hvor hun møder en dame som stærkt anbefaler speciallæge Stig Thomsen. Selv samme morgen hvor jeg skulle til Stig kollapser jeg af smerte, hvor en kammerat og min kone må bære mig ud i bilen. Endelig ankommer jeg til Stig hvor jeg bliver båret ind på hans briks. Stig kommer ind i behandlingsrummet og stiller få spørgsmål inden han påbegynder behandlingen. Først var jeg overrasket over hvor mild behandligen foregik med muskulo-skeletal medicin og virkningen herefter var fantastisk. Efter ikke at kunne stå på mine egne ben, kunne jeg ca. 20 minutter efter behandlingen rejse mig op og gå omkring. HELT FANTASTISK ! 4-5 behandlinger senere var jeg helt “fit” igen.

Havde det ikke været for Stig og denne fantastiske behandlingsform, kunne det have kostet mig en længere sygemelding fra arbejdet og ind / ud af et Hospital der kun kunne tilbyde mig smertestillende behandling.

Som en tidligere patient har skrevet er jeg målløs over, at et så relevant og nødvendigt behandligstilbud som muskulo-skeletal medicin ikke er mere udbredt i sundhedssystemet. Denne form for behandling burde være på ethvert hospital.

Efter min egen oplevelse spreder jeg budskabet om Stig og muskulo-sketal behandlingen !Jeg er Stig dybt taknemmelig…… og er der det mindste med ryggen ringer jeg til Stig 🙂

Mvh Christian Harris

Nakkesmerter

Ekstrabladet skrev i onsdags d. 16. februar 2016, at nakkesmerter koster samfundet næsten 3.000 mio kr årligt i behandling og tabt produktion. Hovedårsagen er, at behandlingssystemet famler i blinde og ikke ved, hvad de har at gøre med, skriver de.

Symptombehandling florerer, og der strøs omkring med piller og anden virkningsløs behandling som massage, øvelser og knæk og bræk. Et hav af alternative behandlere, hvis antal er et udtryk for hvor virkningsløs den gængse behandling er, griner hele vejen hen til banken. Patienterne er fortvivlede og rådvilde.

Rygklinikken Prometheus har stor erfaring, også med behandling af nakkelidelser, og Stig alene har igennem de sidste 20 år tilset mere end 10.000 patienter. Over 90% af patienterne kan behandles og oftest gøres raske. Det gælder også discusprolapser, der oftest er falsk positive, dvs MR-scanning viser prolaps, men årsagen til smerterne sidder et andet sted. Over 30% af scanninger af folk, der aldrig har haft rygsmerter, viser prolaps, som altså ikke giver symptomer. Det gælder selvfølgelig også for dem, der har prolaps på MR-scanning og hvor det derfor ikke er prolapsen, der giver symptomer. De 90%, der kan behandles, udgør et konstant mønster, der viser, at det er det samme, som sker hos de fleste mennesker.

Symptomerne kan være noget forskellige, fordi mennesker er forskellige, og derfor ikke reagerer ens. De symptomer, der går igen, er nakkesmerter med eller uden bevægeindskrænkning, ømhed eller smerter af skulderåg og mellem skulderbladene, evt med udstråling til en eller begge arme. Mange har spændingshovedpine eller migræne. Alle disse gener kan ses i alle sværhedsgrader, lige fra let irritation til invaliditet.

Årsagerne skal findes i dagliglivets gøremål. Forkert siddestilling ved computer og andet, hvor hovedet ikke balancerer på toppen af ryggen, belaster nakkemusklerne, så de trættes, og dermed ikke beskytter mod visse bevægelser. Direkte skader som piskesmæld spiller naturligvis også en stor rolle.

Det, der sker, er, at man ved en forkert bevægelse kommer for langt ud i en yderstilling, således at der kommer en forstuvning eller forstrækning omkring et af de små facetled, som jo er ledforbindelse mellem 2 nabohvirvler, og hvor bevægelserne foregår. Kroppen vil prøve at reparere skaden, stedet må holdes i ro, musklerne omkring immobiliserer automatisk området. Hvis nu vi holdt os i ro, ville kroppen kunne reparere stedet, og alt være i skønneste orden. Men vi holder os jo ikke i ro, jobbet skal passes, familien skal passes, fitness skal passes. Resultatet er, at kroppen må mobilisere alle muskler omkring skadestedet, og dermed spreder skaden sig og begynder at give symptomer for alvor.

Udviklingen i nakken følger den samme skabelon næsten hver gang. Den primære skade sker oftest i de 3 nederste nakkehvirvler og de 2 øverste. Spænding omkring de 2 øverste giver spændingshovedpine hos dem, der er disponeret til det. Omkring de nederste nakkehvirvler kommer der hurtigt en kraftig spænding af de store halsmuskler på siden af nakken, scalenermusklerne. Disse påvirker hele nakkens funktion og trækker skuldrene op, fordi de hæfter på 1. og 2. ribben. Herefter følger 3. -5. ribben med, og det sørger den lille brysthvirvel for (pectoralis minor). Herefter sker der ting og sager mellem skulderbladene, hvor det bliver ganske kompliceret, fordi der er rigtig mange ledforbindelser mellem hvirvler og ribben og hvirvler indbyrdes. Og disse påvirkes af nogle muskler, der ikke fungerer ordentligt, fordi de er optaget af at spænde op og derfor trækker skævt. Disse ting kan ikke ses på en scanning. Har det, man kan se, da ingen betydning? Jo nogen betydning har det da, men vi undrer os gang på gang over, hvor lidt det egentlig betyder.

Behandling foregår derefter. Først fjernes låsningerne i nederste og øverste nakke ved hjælp af vore skånsomme bløddelsteknikker, så korrigeres ribbenenes stilling og endelig korrigeres alle de små forskydninger i brystdelen, så det hele fungerer naturligt igen.

Akutte nakkesmerter behandles som ved sportsskader, ispose og immobilisering de første 2 døgn. Herefter kan man forsigtigt begynde at behandle efter ovenstående retningslinier. Bevægelser til smertegrænsen og så lidt smertestillende medicin som muligt, da det jo slukker advarselslamperne i kroppen og dermed forårsager bevægelser, man ikke skulle have gjort, og som kan forværre det hele.

Styrketræning er ikke relevant i et behandlingsforløb, fordi musklerne trækker skævt, som de har været vant til. Når situationen har stabiliseret sig, er det mere relevant, i hvert fald hos patienter yngre end 60 år.

I behandlingsforløbet er det mere udspænding og øvelser uden belastning, der skal til, for at musklerne kan lære at samarbejde og ikke modarbejde hinanden, som de gør, når de spænder op. Fuldstændig som på en arbejdsplads er det samarbejde og ikke magtkamp, der er brug for. Vi har set så mange eksempler på behandlinger, der ikke virker, og vi har set så mange eksempler på, at vore behandlinger virker, at vi ikke er i tvivl om, at dette er behandlingen.

Problemet for Sundhedsstyrelsen er nu at uddanne behandlere til at behandle efter vore metoder. Skønsmæssigt ville samfundet spare 80% af de 3 milliarder kr uden at der ligger dybere beregninger til grund.

1 behandling og jeg kunne gå næsten normalt igen

Efter at have pådraget mig en arbejdsskade i lænden blev jeg af egen læge henvist til fysioterapi. Her modtog jeg behandling for, hvad de vurderede var en diskusprolaps.

Dette forløb kunne konstateres ikke at have nogen helbredende effekt, da jeg lidt over 3 måneder senere som følge af samme skade, oplevede, hverken at kunne stå, gå eller sidde, men kun ligge på maven. Jeg modtog i den forbindelse behandling hos kiropraktor, men disse behandlinger havde ikke nogen længervarende effekt.

Jeg blev efterfølgende indstillet til en MR- scanning. Lægerne kunne ikke aflæse noget på MR- scanningen, så jeg blev ordineret mere smertestillende medicin samt fysioterapi endnu engang. På det tidspunkt havde jeg været sygemeldt fra mit arbejde i 2 måneder, da jeg kun kunne ligge på gulvet, jeg spiste høje doser smertestillende medicin døgnet rundt og var afhængig af hjælp til at klare selv små gøremål i hverdagen. Da var det, jeg fik anbefalet muskuloskeletal behandling af et familiemedlem, som selv havde gode erfaringer med behandlingen.

På klinikken fik jeg hurtigt stillet en diagnose og blev efterfølgende behandlet. Da jeg gik derfra efter første behandling kunne jeg for første gang i 2 måneder sidde op og gå næsten normalt igen. Jeg blev hurtigt fri for at tage stærk, smertestillende medicin og efter omkring 5 behandlinger var jeg igen istand til at føre en normal tilværelse. Kort tid efter min sidste behandling blev jeg gravid og har formået at gennemføre både graviditet og fødsel uden tilbagefald.

Line S. Donald


Har du lyst til at dele din historie?

Så kan du sende den ved at benytte formularen her, eller sende den pr. mail direkte til Stig Thomsen

 

Det burde være et offentligt tilbud til alle

Målet med denne skrivelse er et ønske om en større udbredt kendskab til manuel medicin.

Faktisk kan man sige, at min egen kontakt til den manuelle medicin beror på et tilfælde, nemlig at jeg tilfældigvis bor i et område, hvor Stig Thomsen har sin klinik, og at jeg hører om hans kunnen via bekendte og kolleger. Hvis jeg ikke havde fået kontakt til Stig Thomsen, havde jeg stadig været sygemeldt.

Sygehistorie

I bagklogskabens lys kan jeg se, at min dårlige ryg har været en kronisk lidelse, som jeg igennem 30 år har været i behandling for på den ene eller den anden måde. Jeg har haft kontakt til fysioterapi, til afspænding og massage igennem alle årene, ligesom jeg har gået regelmæssigt til kiropraktor de sidste 10 år. En bækkenløsning i 1991 og mere computerarbejde har heller ikke været gunstigt for mine rygproblemer.

I oktober 2006 fik jeg et voldsomt smerteanfald, som gjorde mig immobil, og jeg blev indlagt på neurologisk afdeling til observation for diskusprolaps, fordi jeg havde følelsesløshed ved lillefingrene på begge hænder. I en uge var jeg indlagt og havde smerteanfald hver nat af flere timers varighed, som blev behandlet med stærkt smertestillende medicin. Jeg blev MR-scannet og man fandt en fortykkelse af min rygmarvshinde. Årsagen til denne fortykkelse mente man at kunne finde i enten:

  1. en borrelia
  2. eller uheldig manipulation hos kiropraktor.

Borreliaen blev jeg behandlet for med 10 dages intensiv antibiotikakur, men undersøgelser fra Seruminstituttet viste, at det ikke var diagnosen.

Jeg blev udskrevet uden egentlig diagnose, jeg forsøgte mig en enkelt dag på arbejde. Jeg klarede 40 minutter, jeg kunne ikke løfte armene og skrive på tavlen. Bevægelserne fremkaldte et nyt smerteanfald. Jeg fik en akut tid hos Stig Thomsen.

Selvom Stig Thomsen havde nok at rydde op i bækken, lænde-, bryst- og nakkehvirvler samt et par skæve ribben, havde jeg det mærkbart bedre efter allerede første besøg.

Langsomt men sikkert kom mine hvirvler på plads med enkelte regressioner. Jeg har siden nytår kunnet passe mit arbejde på fuld tid, og jeg mærker stadig fremgang.

Jeg har stor glæde af det udspændingsprogram, som klinikken anbefaler og jeg udfører nakkeøvelserne minimum en gang om dagen. Jeg bevæger mig meget, og især gang i energisk tempo er godt.

Sundhedsvæsnet

Jeg er målløs og dybt forundret over, at et så relevant og nødvendigt behandlingstilbud, som den manuelle medicin kan yde, ikke er mere kendt i sundhedssystemet.

Information om manuel medicin bør være

  • Almen praksis i en almen praksis
  • Ligge i forlængelse af rygbehandlinger på hospitalet
  • Være kendt i de sundhedsfaglige uddannelser; medicin, fysioterapi, sygeplejerske mv.
  • Være et offentligt tilbud til alle.

Jeg vil personligt gerne bidrage til en udbredelse af kendskabet til manuel medicin, – og jeg har såmænd også gjort, hvad jeg kunne på mit eget lille mikroplan.

Pernille


Har du lyst til at dele din historie?

Så kan du sende den ved at benytte formularen her, eller sende den pr. mail direkte til Stig Thomsen

 

Annas historie

Anna er en 15 årig sund og rask pige. Hun har egen hest, men har ikke kunnet ride de sidste to måneder, da det udløser skærende smerter i lænden. Lændesmerterne har stået på siden Anna var 14 år, og giver undertiden også krampagtige smerter ned i benene. Hun har som følge af lændesmerterne 4-5 månedlige sygedage fra 9. klasse.

Anna har forsøgt sig med både fysioterapi og kiropraktik, men uden effekt. En rheumatolog har også lagt en blokade, men det har heller ikke hjulpet. Til sidst henvises hun af egen læge til udredelse på en børneafdeling.

Måske discusprolaps eller dissimineret sclerose eller…?

Hun indlægges nu på børneafdelingen, således at anfaldene kan iagttages og beskrives. Forskellige undersøgelser sættes i værk og familien er meget utryg ved situationen.

I de følgende dage beskrives Annas anfald på mange forskellige måder af især sygeplejerskerne. Mange forskellige læger undersøger også hver dag, om der skulle være tegn på prolaps. En MR scanning viser protrusion (udbuling af en discus), som man dog ikke mener kan forklare symptomerne. Alligevel vender man gang på gang tilbage til denne undersøgelse, som om man måske alligevel kan finde en forklaring her. Hun får taget et hav af blodprøver, alle normale, enkelte dog på grænsen, så det giver anledning til nye blodprøver. En fysioterapeut undersøger igen igen Anna med henblik på symptomer på discusprolaps og finder igen igen lidt stive muskler, og giver hende nogle øvelser.

De hidtidige undersøgelser har været frugtesløse, og det antydes nu, at hun måske har dissimineret sclerose. Hun skal derfor igennem en ny MR scanning samt tilsyn af neurolog og øjenlæge. Der udføres lumbalpunktur i lattergasrus og væske omkring rygmarven tages ud til undersøgelse.

Også en rygkirurg tilkaldes og finder det samme som alle andre: Stort set intet, der kan forklare noget. Så henvises hun til Videncenter for Rygsygdomme på Glostrup Hospital og udskrives.

Efter udskrivningen forværres symptomerne noget, moderen ringer flere gange til afdelingen, fordi hun er ked af det og frustreret. Anna bliver atter indlagt, så hendes kramper kan iagttages igen igen igen. Der tages nye blodprøver og hun får taget trykmåling på hænder og fødder. Det ventileres, at det nok er noget psykisk, men det benægter Anna – hun mener ikke, hun har psykiske problemer. Hun opfordres dog til at søge psykolog. Under indlæggelsen får hun heldigvis nogle natlige lægkramper, der igen beskrives detaljeret.

Der er nu kommet besked fra Videncenter for Rygsygdomme, at der er 8 måneders ventetid mindst!

Medicin uden virkning

Under hele forløbet er hun blevet medicineret med et smertestillende middel, der hedder tradolan. Det har overhovedet ingen virkning på symptomerne og giver hende forstoppelse. Alligevel fortsætter man, for hun tåler ikke andre præparater, der kunne være aktuelle.

Flere undersøgelser – stadig ukendt lidelse

Der er nu stadig nogle undersøgelser i skuffen tilbage, der ikke er blevet foretaget, så hun sendes til EMG (elektromyografi) for undersøgelse af nerveledningshastighed og til PET CT scanning på Rigshospitalet. Fra blodprøvernes smørrebrødsseddel finder man endnu nogle sofistikerede (og dyre) blodprøver frem. Intet skal være uforsøgt.

Da alt dette ligeledes er normalt, afsluttes et 2 måneder og 10 dages forløb ind og ud af hospitalet. Ingen diagnose, ingen behandling, der virker, kun en masse frustrationer efter et mareridtsagtigt forløb for hende og familien.

Der går herefter 10 måneder, inden Anna på initiativ af en Mensendiecklærer kommer til mig. I mellemtiden havde hun besøgt Videncenter for Rygsygdomme, men det førte ikke til noget. I stedet får hun af vide, at hun er pivet og bare skal leve, som om alt er normalt.

Gennembruddet!

Da hun kommer til mig, har hun konstante smerter i hele ryggen, hovedpine, smerter i nakken, mellem skulderbladene og i lænden. Ved undersøgelsen er alle muskler totalt dysfungerende, der er skævt bækken og dårlig holdning.

Efter kun 1 (én!) behandling her er hun totalt forvandlet: Hovedpinen og rygsmerterne er stort set væk, hun har passet sin skole, kunnet koncentrere sig og har fået sit humør igen.

Det er interessant at filosofere over, hvad forløbet har kostet samfundet, og hvad man kunne have sparet, hvis behandling var startet i vores klinik. Det kunne jeg sige meget om.

Anna er desværre kun en af mange lignende patienter, jeg har haft. Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at behandlingssystemet i frustration over ikke at kunne diagnosticere eller behandle ryglidelser, sender patienterne fra den ene undersøgelse til den anden vel vidende, at chancen for et positivt resultat er minimal. Alt dette i håbet om, at de lange ventetider gør, at lidelsen i mellemtiden spontant er klinget af!

Send jeres oplevelser til mig

Jeg vil gerne her opfordre læserne af vores facebook side at sende beskrivelse af egne oplevelser til vores email: sath@dadlnet.dk

Jeg ved, at rigtig mange af mine patienter har fået virkningsløse behandlinger andre steder i sundhedsvæsenet, og at mange er sendt til komplet overflødige undersøgelser. Skriv om det til mig. Det er nødvendigt, hvis prometheusmetoden skal blive mere kendt.

Bakterier i discusprolapser?

Sommerens sensation (rygbehandlingsmæssigt set) er 2 artikler i European Spine Journal (ESJ, Vol. 22 (4), pp 690-696 og ESJ, vol. 22 (4), pp 697-707) af forskere fra Syddansk Universitet, der har påvist anaerobe bakterier i væv fra opererede discusprolapser, samt at tilstedeværelsen af disse bakterier skulle være en risikofaktor for at udvikle modic changes i hvirvellegemerne, som man mener spiller en rolle ved kroniske rygsmerter.

Det lyder jo spændende, og man må håbe, at fundene kan bekræftes af andre, så det kan anvendes i klinikken. Det er dog stadig kun nogle af de discusprolapsopererede som vil have gavn af antibiotika, og det passer meget godt med, at det heller ikke er alle opererede, som kan hjælpes med vores behandling. Jeg har ikke opgjort procentdelen af patienter, som jeg ikke kan hjælpe, men det ville ikke undre mig om tallet stemte nogenlunde overens med procentdelen som kunne have gavn af antibiotika.

Der er dog stadig et stort antal af opererede, der kan hjælpes hos os, muligvis fordi de ikke burde have været opereret: Indikationen for prolapsoperation skal være klar!

  • Der skal være påvist en prolaps med rodpåvirkning på MR- scanning
  • Scanningsresultatet skal matche med den kliniske undersøgelse med påvirkning af kraften i benet svarende til afklemningen ligesom også følsomheden for berøring og smerte samt nedsættelse af de relevante reflekser.

Hvis disse resultater ikke passer som fod i hose, så skal man som ansvarlig kirurg  tænke på, at hvis man scanner folk, som aldrig har haft rygproblemer og heller ikke har det nu, så vil over 30% af dem alligevel have en discusprolaps ifølge scanningen.

Også 30% af folk med ondt i ryggen vil have en discusprolaps ifølge scanningen, uden at det er det, der gør ondt. Disse folk vil stadig have ondt efter en operation, og dem kan vi ofte hjælpe. Enkelte kan vi ikke hjælpe og det er måske dem, der kan have gavn af antibiotika.

Stig Thomsen