Jeg har en politiker som patient. Sidst han var her, snakkede vi om det dilemma, som jeg og vores klinik står i.

På den ene side er jeg selvstændig, og det vil jeg blive ved at være. Jeg vil ikke i samme afhængighedsforhold til det offentlige, som de praktiserende læger og speciallæger er. På trods af hvad de siger, er de allerede nu dybt afhængige af det offentlige gennem taksten på deres ydelser. Hvis der f. eks. ikke er en ydelse for en grundig undersøgelse af en dårlig ryg og efterfølgende manuel behandling, ja så vil de fleste praktiserende læger udskrive en recept eller skrive en henvisning til fysioterapi.

På den anden side synes jeg jo også, at det er ærgerligt, at en del patienter fravælger behandlingen, før den er helt slut, af økonomiske grunde. Jeg synes også, det er synd for samfundet, for der er ingen tvivl om, at hvis mine metoder blev anvendt i større udstrækning, ville det give en klækkelig gevinst på sundhedsbudgettet. Desuden synes jeg, det er synd for de praktiserende læger og speciallægerne (specielt rheumatologer) og fysioterapeuterne, at de ikke har et effektivt redskab til undersøgelse og behandling af rygge. Og endelig er det synd for alle de mere eller mindre invaliderede rygpatienter, der ikke får den optimale behandling og må leve med en dårlig livskvalitet.

Jeg tror, min politikerpatient forstod situationen. Men jeg tvivler på, at der er plads til én som mig i dette rigide offentlige system. Måske vil konflikten, der muligvis er på vej, ændre situtionen, hvis de praktiserende læger melder sig ud af ordningen med det offentlige. Måske vil de praktiserende læger så blive mere motiverede for behandling af dårlige rygge. Men det er nok ikke særligt sandsynligt, så vi må nok fortsat leve med en elendig behandling af dårlige rygge i “Sundhedsdanmark” trods en horde af behandlere: Praktiserende læger, rheumatologer, ortopoedkirurger, fysioterapeuter, massører, akupunktører, zoneterapeuter og en masse hokus pokus. Alt sammen udtryk for et ineffektivt system. I modsætning til vores klinik – i al beskedenhed!!

Stig Thomsen