Tag-arkiv: Spændingshovedpine

Erfaringer gennem 25 år

Jeg har fået lyst til at gøre status.

Igennem de 25 år jeg har arbejdet med mine metoder, har alle former for skavanker i muskel og skelet passeret igennem klinikken. Det har været en fantastisk spændende rejse, som har åbnet mine øjne for sammenhænge, der ikke er beskrevet andre steder. Det følgende er en liste på nogle dysfunktioner, der hænger sammen på denne måde.

  1. For at starte oppefra, er der lige under kraniet og de 2 øverste nakkehvirvler en række muskler, der har til opgave at orientere hjernen om hovedets position i forhold til kroppen. Disse muskler spænder meget hyppigt op og giver spændingshovedpine. Behandling af disse muskler med Muskuloskeletal Medicin (MM) helbreder oftest for spændingshovedpinen. Dette er ikke beskrevet andre steder.
  2. Når svimmelhed stammer fra nakken, og det gør de fleste tilfælde af svimmelhed, så er der en dysfunktion af 6. nakkehvirvel. Der er 117 andre årsager til svimmelhed, men C6 dysfunktionen er formentlig den hyppigste. Heller ikke dette er beskrevet andre steder.
  3. At der er en sammenhæng mellem migræne og dysfunktion af T1 har været nok en af de mest spændende opdagelser for mig. Det kan forklares logisk, se min klumme om migræne, der har blot ikke været opmærksomhed på det. Jeg har forsøgt at komme i kontakt med de 2 migræneklinikker i København, men de har ikke været interesserede. De er selvfølgelig under massivt pres fra medicinalfirmaerne, og det er selvsagt vanskeligt ikke at tage hensyn til, hvor bevillinger til undersøgelserne og rejsepenge til konferencer kommer fra. Der er netop nu interesse for et nyt præparat til forebyggelse af migræne. Forskerne selv forudser, at det bliver megadyrt, både for samfundet og for patienterne selv. Behandling med MM koster næsten intet og mange bliver helt symptomfrie. Denne opdagelse er banebrydende, men til trods for det, fortsætter den dyre forskning i forebyggende migrænemedicin. Medicin som medicinalfirmaerne kan tjene kassen på.
  4. Brystsmerter og smerter mellem skulderbladene er meget almindelige. Mange bliver indlagt og undersøgt på mistanke om blodprop i hjertet. Smerterne kan skyldes et facetsyndrom i ryggen og behandles forholdsvist nemt med MM.
  5. Sure opstød og halsbrand er ganske almindelige skavanker. Jeg har opdaget, at en dysfunktion af 11. brysthvirvel medfører spændinger i den ene mellemgulvshalvdel. Spiserøret går igennem mellemgulvet, og når den ene halvdel af mellemgulvet er mere spændt og dermed forkortet, så trækker den spiserøret skævt, således at mavemunden i spiserøret, der skulle sørge for, at der ikke kommer syre fra mavesækken op i spiserøret, ikke fungerer. MM afhjælper dette og også denne opdagelse er banebrydende. Din læge vil sikkert sige, at det ikke kan være rigtigt, for han har lært, at nerveforsyningen kommer fra en nerve fra nakken (n phrenicus). Du kan så fortælle ham, at her drejer det sig om en sympaticusstimulering, og sympaticus til mellemgulvet kommer fra 11. brysthvirvel.
  6. Lænden og dysfunktioner her udgør folkesygdommen “ondt i ryggen”. Ikke mange mennesker undgår problemer her, og en stor del skyldes moderne livsstil. Vi har for travlt, der er ikke tid til at lytte til ryggens signaler, tempoet er for højt på arbejdspladserne, begyndende gener negligeres. Typisk starter lændedysfunktionen i 5. lændehvirvel, fordi det var denne hvirvel, det gik ud over, da vi rejste os op på 2 ben. Derved opstod en knækdannelse, som tiden ikke har formået at råde bod på. Korrektion af dysfunktioner i de 2 nederste lændehvirvler med MM kan afhjælpe langt de fleste lændegener og dermed effektivt behandle folkesygdommen “ondt i ryggen”. Også denne opdagelse er banebrydende.
  7. Bækkenmusklerne er naturligt nok inddraget i dysfunktioner i lænden, fordi musklerne forsøger at aflaste dysfunktionelle led. Dette kan inddrage bækkenbundsmusklen og stræk af denne muskel indvendigt fra kan ændre situationen for en patient fra at være invalid til at fungere helt normalt. Flere af patienthistorierne drejer sig om denne situation. Også denne opdagelse er banebrydende.
  8. Bækkenløsning ses under graviditet hos en del gravide. Årsagen er lændedysfunktion, der under graviditet får en speciel karakter, fordi der her sker en forskydning af tyngdepunktet, leddene bliver løsere af hormonelle årsager og den gravide er mindre aktiv motionsmæssigt. Bækkenløsning kan effektivt afhjælpes og oftest kureres med MM. Også denne opdagelse er banebrydende.
  9. Mange andre skavanker kan afhjælpes ved at bruge principperne fra min metode. Det kan være kæbesmerter, tennisalbue, smerter i hånden, hofte- og knæsmerter, forfodsplatfod og fodsmerter i øvrigt, når det kan henføres til bevægeapparatet.
  10. Kroniske smerter udgør et stort samfundsmæssigt problem, dels fordi folk er sygemeldte i længere tid og kræver store sociale ressourcer, dels fordi de ofte bliver sendt til den ene kostbare undersøgelse efter den anden. Dertil er det jo en personlig tragedie, hver gang et menneske bliver invalideret af kroniske smerter. Disse kroniske smerter sidder ofte i bevægeapparatet, og som det fremgår af sygehistorierne har vi også her en masse at byde på. Banebrydende? Ja, i den grad!
  11. Det sympatiske nervesystem har været nævnt flere gange og spiller givetvis en stor rolle i alle former for dysfunktioner i ryggen. Det er den del af nervesystemet, som sammen med parasympaticus nervesystemet fungerer uden vi har kontrol over det, i hvert fald ikke direkte. I tilstande, hvor vi har brug for, at hele kroppen er i yderste beredskab (kamp og flugt) sørger sympaticus for, at musklerne spænder op, blodet løber til musklerne og ikke alle andre steder hen. Denne situation optræder ved stress eller bare fortravlethed, og har stor betydning ved muskuloskeletale smerter.

Stress (fortravlethed) → universel øget sympaticusreaktion. Skader (specielt småskader) → lokalt øget sympaticusreaktion omkring dysfunktionen. Stress + skader → universel øget sympaticusreaktion med dysfunktioner, der spreder sig.

Derfor er der så stor forskel på folks reaktion på skader. Jeg har haft en 75-årig, der har haft ondt siden han var 15, hvor han forløftede sig. Dysfunktionen havde ikke spredt sig og han var rask efter en behandling. Jeg har folk i alle aldre, der er mere eller mindre fortravlede, og som alle har dysfunktioner, der har spredt sig over det meste af kroppen og som kræver mange behandlinger.

Dette forklarer, at vi ser mere til de bekymrede og fortravlede typer, og jeg kunne forestille mig, at det gælder generelt også for patienter i det øvrige sundhedsvæsen.

Selv om det hele lyder rigtigt og logisk, er det ikke så nemt at komme igennem med. Politikerne, som har tiltaget sig meget magt i Danmark på sundhedsområdet, ved ikke noget om det og følger forståeligt nok fagpersoners råd. Fagpersoner hygger sig med hinanden, og udadtil reagerer de med krav om evidens i form af videnskabelige undersøgelser, som kun kan udføres af de selvsamme fagpersoner. Disse mestrer til gengæld ikke teknikken, som kræver håndelag og rutine. Og så kommer vi ikke videre.

Alle nyskabende opdagelser indenfor naturvidenskab er startet med en iagttagelse: at æblet falder ned fra stammen, at de fødende ikke får barselsfeber, når fødselshjælperne vasker hænder, og at der ikke er vækst af bakterier, når der er penicillinproducerende svampe i nærheden for blot at nævne nogle få. Det kræver fagpersoner med en vis portion nysgerrighed og hår på brystet at hjælpe dem med de gode ideer, og netop dette bliver kvalt i det nuværende system, der kun tilgodeser kapitalen i form af medicinalfirmaerne, som helt har sat sig på forskning og innovation herhjemme. Grundforskning, dvs. uafhængig forskning, der typisk finansieres af universiteterne, dvs. samfundet, er mindsket meget i de senere år. Dette er derfor ingen kritik af medicinalfirmaerne, der jo blot agerer som alle andre profitmaksimerende virksomheder. Samfundet derimod taber umådelig meget ved ikke at investere mere i grundforskning.

Stig Thomsen

 

Langt mindre hovedpine end før

Jeg er 48 år gammel og har en scoliose som igennem mange år har givet mig forskellige problemer.  Jeg har i de sidste 15 år gået til ugentlig træning for at holde min ryg i balance og forhindre scoliosen i at vælte og udvikle sig – men jeg har stadig gener.

For ca 5 år siden begyndte jeg at få voldsomme spændingshovedpiner, som trækker frem i ansigtet og som giver voldsomme spændinger i kæberne, samt at jeg spænder i skuldre og hænder.  Disse går efter noget tid over i migræne. Jeg har prøvet utallige forskellige behandlinger, men intet virkede eller virkede kun kortvarigt. For ca 1 1/2 år siden anbefalede en veninde mig at gå til Stig Thomsen og det er det første der har haft langvarig effekt. Desuden er behandlingen smertefri   Hvilket er nyt for mig. Fra at jeg havde hovedpine ugentligt er jeg nu oppe på omkring 1 til 1 1/2 måneden imellem  – jeg vil altid have problemer da scoliosen gør min nakke sårbar og hvis jeg får lavet en forkert bevægelse eller får et ryk i en af armene sætter det sig i nakken.  Men nu kan jeg kontakte Stig og blive behandlet og så er tingene på plads igen og hovedpinen/migrænen forsvinder med det samme.  Kan ikke forstå at denne behandlingsform ikke er obligatorisk for læger eller fysioterapeuter, da den virker.

Hilsen
Kristina Lund Jensen


Del din historie

Vil du også dele din historie? Så udfyld nedenstående formular eller send mig en mail på prometheus@dadlnet.dk

Folkemødet og migrænens gåde

Hovedscenen på folkemødet

Hovedscenen på folkemødet. Fotograf Søren Svendsen

Vi er til Folkemøde på Bornholm. Torsdag er den første af 4 dage og allerede i dag var der et vældigt leben, god stemning og rigtig godt vejr. Det er interessant at opleve politikere på en anden måde, end man plejer at se dem, i diskussion med alle og enhver.

Sundhedsstyrelsen havde et indslag med 3 personer, der hver især havde en sygehistorie at fortælle. Herefter skulle 3 politikere give deres bud på, hvad de kunne gøre ved det. Den første sygehistorie drejede sig om migræne og hovedpine. Det væsentlige her er, at personen konfronterede politikerne med, at en så hyppig forekommende lidelse ikke møder den opmærksomhed, som lidelsens omfang og betydning for sygeligheden i befolkningen, fortjener. Det blev fremført, at der blot er 5 hovedpineklinikker i Danmark, og at der er 2 års ventetid på at komme til her. Der blev derfor efterlyst flere klinikker af denne type.

Det er ikke min opfattelse, at det er flere hovedpineklinikker, der skal til for at løse situationen. For efter min mening løser klinikkerne ikke problemet hovedpine, tværtimod. Patienterne bliver ordineret medicin, fx epilepsimedicin, der har en del bivirkninger, men ikke helbreder noget som helst. Patienterne bliver psykologiserede, og det er da klart, at kroniske smerter giver psykiske problemer fordi det naturligt nok påvirker familien, arbejdet, humøret og meget mere. Det omvendte er sjældent tilfældet.

Patienterne bliver af fysioterapeuter sat til at lave øvelser, som de først burde lave, når ryggen fungerer. Alt sammen symptombehandling.

I vores klinik bliver patienterne helbredt for både spændingshovedpine og migræne.

Fordi vi behandler årsagen.

På vores hjemmeside skriver vi udførligt om, hvordan vi mener tingene hænger sammen. Jeg er klar over behovet for videnskabelig undersøgelse, og henvendte mig derfor til Hovedpineklinikken i Glostrup med et forslag til, hvordan man ved hjælp af en ph.d.-studerende kunne komme videre. Lang tid efter henvendelsen kom der et afslag fra overlægen. Det var en interessant teori, lød det, men desværre har vi ikke ressourcer til assistance.

Vi er klar over, at der ikke er prestige i at arbejde udenfor universitetet. Vi er klar over, at de fleste forskningsmidler kommer fra medicinalindustrien og at undersøgelser, der ikke indebærer en gavnlig effekt på medicinforbruget, ikke bliver støttet.

Men når nu vi har et kvalificeret bud på løsningen af migrænens gåde og tilmed anviser en bivirkningsfri behandling, så er det da ærgerligt.

Stig

 

 

Nakkesmerter

Ekstrabladet skrev i onsdags d. 16. februar 2016, at nakkesmerter koster samfundet næsten 3.000 mio kr årligt i behandling og tabt produktion. Hovedårsagen er, at behandlingssystemet famler i blinde og ikke ved, hvad de har at gøre med, skriver de.

Symptombehandling florerer, og der strøs omkring med piller og anden virkningsløs behandling som massage, øvelser og knæk og bræk. Et hav af alternative behandlere, hvis antal er et udtryk for hvor virkningsløs den gængse behandling er, griner hele vejen hen til banken. Patienterne er fortvivlede og rådvilde.

Rygklinikken Prometheus har stor erfaring, også med behandling af nakkelidelser, og Stig alene har igennem de sidste 20 år tilset mere end 10.000 patienter. Over 90% af patienterne kan behandles og oftest gøres raske. Det gælder også discusprolapser, der oftest er falsk positive, dvs MR-scanning viser prolaps, men årsagen til smerterne sidder et andet sted. Over 30% af scanninger af folk, der aldrig har haft rygsmerter, viser prolaps, som altså ikke giver symptomer. Det gælder selvfølgelig også for dem, der har prolaps på MR-scanning og hvor det derfor ikke er prolapsen, der giver symptomer. De 90%, der kan behandles, udgør et konstant mønster, der viser, at det er det samme, som sker hos de fleste mennesker.

Symptomerne kan være noget forskellige, fordi mennesker er forskellige, og derfor ikke reagerer ens. De symptomer, der går igen, er nakkesmerter med eller uden bevægeindskrænkning, ømhed eller smerter af skulderåg og mellem skulderbladene, evt med udstråling til en eller begge arme. Mange har spændingshovedpine eller migræne. Alle disse gener kan ses i alle sværhedsgrader, lige fra let irritation til invaliditet.

Årsagerne skal findes i dagliglivets gøremål. Forkert siddestilling ved computer og andet, hvor hovedet ikke balancerer på toppen af ryggen, belaster nakkemusklerne, så de trættes, og dermed ikke beskytter mod visse bevægelser. Direkte skader som piskesmæld spiller naturligvis også en stor rolle.

Det, der sker, er, at man ved en forkert bevægelse kommer for langt ud i en yderstilling, således at der kommer en forstuvning eller forstrækning omkring et af de små facetled, som jo er ledforbindelse mellem 2 nabohvirvler, og hvor bevægelserne foregår. Kroppen vil prøve at reparere skaden, stedet må holdes i ro, musklerne omkring immobiliserer automatisk området. Hvis nu vi holdt os i ro, ville kroppen kunne reparere stedet, og alt være i skønneste orden. Men vi holder os jo ikke i ro, jobbet skal passes, familien skal passes, fitness skal passes. Resultatet er, at kroppen må mobilisere alle muskler omkring skadestedet, og dermed spreder skaden sig og begynder at give symptomer for alvor.

Udviklingen i nakken følger den samme skabelon næsten hver gang. Den primære skade sker oftest i de 3 nederste nakkehvirvler og de 2 øverste. Spænding omkring de 2 øverste giver spændingshovedpine hos dem, der er disponeret til det. Omkring de nederste nakkehvirvler kommer der hurtigt en kraftig spænding af de store halsmuskler på siden af nakken, scalenermusklerne. Disse påvirker hele nakkens funktion og trækker skuldrene op, fordi de hæfter på 1. og 2. ribben. Herefter følger 3. -5. ribben med, og det sørger den lille brysthvirvel for (pectoralis minor). Herefter sker der ting og sager mellem skulderbladene, hvor det bliver ganske kompliceret, fordi der er rigtig mange ledforbindelser mellem hvirvler og ribben og hvirvler indbyrdes. Og disse påvirkes af nogle muskler, der ikke fungerer ordentligt, fordi de er optaget af at spænde op og derfor trækker skævt. Disse ting kan ikke ses på en scanning. Har det, man kan se, da ingen betydning? Jo nogen betydning har det da, men vi undrer os gang på gang over, hvor lidt det egentlig betyder.

Behandling foregår derefter. Først fjernes låsningerne i nederste og øverste nakke ved hjælp af vore skånsomme bløddelsteknikker, så korrigeres ribbenenes stilling og endelig korrigeres alle de små forskydninger i brystdelen, så det hele fungerer naturligt igen.

Akutte nakkesmerter behandles som ved sportsskader, ispose og immobilisering de første 2 døgn. Herefter kan man forsigtigt begynde at behandle efter ovenstående retningslinier. Bevægelser til smertegrænsen og så lidt smertestillende medicin som muligt, da det jo slukker advarselslamperne i kroppen og dermed forårsager bevægelser, man ikke skulle have gjort, og som kan forværre det hele.

Styrketræning er ikke relevant i et behandlingsforløb, fordi musklerne trækker skævt, som de har været vant til. Når situationen har stabiliseret sig, er det mere relevant, i hvert fald hos patienter yngre end 60 år.

I behandlingsforløbet er det mere udspænding og øvelser uden belastning, der skal til, for at musklerne kan lære at samarbejde og ikke modarbejde hinanden, som de gør, når de spænder op. Fuldstændig som på en arbejdsplads er det samarbejde og ikke magtkamp, der er brug for. Vi har set så mange eksempler på behandlinger, der ikke virker, og vi har set så mange eksempler på, at vore behandlinger virker, at vi ikke er i tvivl om, at dette er behandlingen.

Problemet for Sundhedsstyrelsen er nu at uddanne behandlere til at behandle efter vore metoder. Skønsmæssigt ville samfundet spare 80% af de 3 milliarder kr uden at der ligger dybere beregninger til grund.

Havde prøvet næsten alt gennem 10 år

Efter at have lidt af kraftige spændingshovedpiner siden jeg var 10 år og døjet med rygsmerter i ni år, kom jeg som 40-årig til Stig efter anbefaling af en veninde.

Jeg havde i de foregående årti prøvet ALT for at afhjælpe rygsmerterne: neurologer havde kigget på mig, jeg var blevet scannet og røntgenfotograferet, healet og masseret og knækket hos kiropraktorer. Intet havde hjulpet. Og efter ganske få behandlingerne hos Stig forsvandt hovedpinerne og lændesmerterne fortog sig nok til at jeg endelig kunne komme i gang med træne igen og langsomt begynde at bygge min krop op igen.

I dag lever jeg stort set smertefrit og er meget tryg i forvisningen om, at dukker der noget op, kan jeg altid få hurtig og effektiv hjælp hos Stig.

Med venlig hilsen/best wishes

Susann Krebs

 

I kan sendes jeres historie ved at benytte formularen her, eller med at sende den direkte til Stig Thomsen.