Forfatterarkiv: admin

Mailkorrespondance med Line Felholt, Politiken

Kære Line

Vi har med interesse fulgt artikelserien om “ondt i ryggen”.

Vi kan overhovedet ikke genkende det billede, der tegnes af “rygeksperterne”, og vi mener, det giver et forkert billede til skade for patienterne. Problemstillingen er langt mere kompliceret.

Da et læserbrev næppe har nogen effekt, vil vi foreslå dig at tage kontakt med os, således at du, hvis patienterne giver tilladelse til det, kan overvære behandlingen hos os og snakke med dem om deres oplevelser af behandling hos os og om de erfaringer, de har gjort i det officielle system.

Vi har tlf 2617 3001

Mange hilsener
Suzanne og Stig Thomsen
Rygklinikken Prometheus
Hjemmeside: rygklinikken-prometheus.dk

 

—————

 
Hej Annelise,
tak for din mail, som jeg har læst med interesse. Jeg vender tilbage til dig, hvis vi tager vinkler op, hvor jeres pointer er oplagte. Tak for henvendelsen 🙂
Mvh

___________

Line Felholt

Journalist, Sundhed

—————

Date: 2014-04-24 18:27 GMT+02:00
Subject: “ondt i ryggen”
To: line.felholt@pol.dk

Hej Line

Tak for din mail. Vi kan nu ikke se andet end, at det er nu, pointerne er relevante.

Artiklerne har givet genlyd i andre medier, så det kan jo være, at de er mere interesserede. Det er på høje tid med et paradigmeskift. Men I tør måske ikke?

Vh  Suzanne og Stig Thomsen
 

Annas historie

Anna er en 15 årig sund og rask pige. Hun har egen hest, men har ikke kunnet ride de sidste to måneder, da det udløser skærende smerter i lænden. Lændesmerterne har stået på siden Anna var 14 år, og giver undertiden også krampagtige smerter ned i benene. Hun har som følge af lændesmerterne 4-5 månedlige sygedage fra 9. klasse.

Anna har forsøgt sig med både fysioterapi og kiropraktik, men uden effekt. En rheumatolog har også lagt en blokade, men det har heller ikke hjulpet. Til sidst henvises hun af egen læge til udredelse på en børneafdeling.

Måske discusprolaps eller dissimineret sclerose eller…?

Hun indlægges nu på børneafdelingen, således at anfaldene kan iagttages og beskrives. Forskellige undersøgelser sættes i værk og familien er meget utryg ved situationen.

I de følgende dage beskrives Annas anfald på mange forskellige måder af især sygeplejerskerne. Mange forskellige læger undersøger også hver dag, om der skulle være tegn på prolaps. En MR scanning viser protrusion (udbuling af en discus), som man dog ikke mener kan forklare symptomerne. Alligevel vender man gang på gang tilbage til denne undersøgelse, som om man måske alligevel kan finde en forklaring her. Hun får taget et hav af blodprøver, alle normale, enkelte dog på grænsen, så det giver anledning til nye blodprøver. En fysioterapeut undersøger igen igen Anna med henblik på symptomer på discusprolaps og finder igen igen lidt stive muskler, og giver hende nogle øvelser.

De hidtidige undersøgelser har været frugtesløse, og det antydes nu, at hun måske har dissimineret sclerose. Hun skal derfor igennem en ny MR scanning samt tilsyn af neurolog og øjenlæge. Der udføres lumbalpunktur i lattergasrus og væske omkring rygmarven tages ud til undersøgelse.

Også en rygkirurg tilkaldes og finder det samme som alle andre: Stort set intet, der kan forklare noget. Så henvises hun til Videncenter for Rygsygdomme på Glostrup Hospital og udskrives.

Efter udskrivningen forværres symptomerne noget, moderen ringer flere gange til afdelingen, fordi hun er ked af det og frustreret. Anna bliver atter indlagt, så hendes kramper kan iagttages igen igen igen. Der tages nye blodprøver og hun får taget trykmåling på hænder og fødder. Det ventileres, at det nok er noget psykisk, men det benægter Anna – hun mener ikke, hun har psykiske problemer. Hun opfordres dog til at søge psykolog. Under indlæggelsen får hun heldigvis nogle natlige lægkramper, der igen beskrives detaljeret.

Der er nu kommet besked fra Videncenter for Rygsygdomme, at der er 8 måneders ventetid mindst!

Medicin uden virkning

Under hele forløbet er hun blevet medicineret med et smertestillende middel, der hedder tradolan. Det har overhovedet ingen virkning på symptomerne og giver hende forstoppelse. Alligevel fortsætter man, for hun tåler ikke andre præparater, der kunne være aktuelle.

Flere undersøgelser – stadig ukendt lidelse

Der er nu stadig nogle undersøgelser i skuffen tilbage, der ikke er blevet foretaget, så hun sendes til EMG (elektromyografi) for undersøgelse af nerveledningshastighed og til PET CT scanning på Rigshospitalet. Fra blodprøvernes smørrebrødsseddel finder man endnu nogle sofistikerede (og dyre) blodprøver frem. Intet skal være uforsøgt.

Da alt dette ligeledes er normalt, afsluttes et 2 måneder og 10 dages forløb ind og ud af hospitalet. Ingen diagnose, ingen behandling, der virker, kun en masse frustrationer efter et mareridtsagtigt forløb for hende og familien.

Der går herefter 10 måneder, inden Anna på initiativ af en Mensendiecklærer kommer til mig. I mellemtiden havde hun besøgt Videncenter for Rygsygdomme, men det førte ikke til noget. I stedet får hun af vide, at hun er pivet og bare skal leve, som om alt er normalt.

Gennembruddet!

Da hun kommer til mig, har hun konstante smerter i hele ryggen, hovedpine, smerter i nakken, mellem skulderbladene og i lænden. Ved undersøgelsen er alle muskler totalt dysfungerende, der er skævt bækken og dårlig holdning.

Efter kun 1 (én!) behandling her er hun totalt forvandlet: Hovedpinen og rygsmerterne er stort set væk, hun har passet sin skole, kunnet koncentrere sig og har fået sit humør igen.

Det er interessant at filosofere over, hvad forløbet har kostet samfundet, og hvad man kunne have sparet, hvis behandling var startet i vores klinik. Det kunne jeg sige meget om.

Anna er desværre kun en af mange lignende patienter, jeg har haft. Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at behandlingssystemet i frustration over ikke at kunne diagnosticere eller behandle ryglidelser, sender patienterne fra den ene undersøgelse til den anden vel vidende, at chancen for et positivt resultat er minimal. Alt dette i håbet om, at de lange ventetider gør, at lidelsen i mellemtiden spontant er klinget af!

Send jeres oplevelser til mig

Jeg vil gerne her opfordre læserne af vores facebook side at sende beskrivelse af egne oplevelser til vores email: sath@dadlnet.dk

Jeg ved, at rigtig mange af mine patienter har fået virkningsløse behandlinger andre steder i sundhedsvæsenet, og at mange er sendt til komplet overflødige undersøgelser. Skriv om det til mig. Det er nødvendigt, hvis prometheusmetoden skal blive mere kendt.

Ændret telefontid for Stig

Stig har ændret sin telefontid, således at der ikke længere er fast telefontid hver morgen.

I stedet skal man nu blot ringe og lægge en besked på telefonsvaren, og så vil Stig ringe tilbage når han har tid.

Kontaktinfo findes til højre eller ved at klikke her.

Ulige lange ben eller anisomeli

At have ulige lange ben hedder på fagsprog anisomeli. Diagnosen stilles ved, at se på patienten og konstatere at hoftebenskammen står højere på den ene side, samt at ryggen er skæv…Nej, nej, nej. Det gør den ikke, diagnosen altså. Den eneste måde diagnosen ægte anisomeli korrekt kan stilles på, er ved at tage røntgenbilleder af begge ben, og så måle den absolutte længde af benene!

Det er heldigvis ikke nødvendigt med røntgenbilleder i langt de fleste tilfælde. Det viser sig nemlig næsten altid, at der er tale om funktionel anisomeli. Dvs. at efter korrektion af lænden er benene igen lige lange! Hokus pokus?? Overhovedet ikke. Det skyldes, at bækkenstillingen prøver at kompensere for fejlstillinger i lænden. Ofte sker dette ved, at bækkenet på den ene side kipper bagud. Det medfører, at bækkenhalvdelen stiller sig på højkant, og dermed med en hoftebenskam, der så også står højere, men altså kun indtil lænden er korrigeret. Så står de igen lige.

Jeg kan ærlig talt fra mine mange år i faget ikke huske ret mange patienter, hvor der har været tale om en reel benlængdeforskel. Jo, hvis der har været opereret i benet eller i hoften, så kan en benlængdeforskel være reel. Alt andet er efter al sandsynlighed forkert diagnose.

Det kedelige er, at den almindelig behandling med hælforhøjelse under den hoftebenskam, der står lavere, kun vil forværre rygsmerterne, så længe det ikke er ægte anisomeli.

Og det triste er, at “ulige lange ben” er en af de almindeligste fejldiagnoser i diagnostik af
rygsmerter.

Stig Thomsen

“Jeg samler på de små børns smil…”

…sådan begynder et digt af Nis Petersen. Det tænker jeg ofte på, når en af vores små medborgere ligger på briksen og under behandlingen oplever, at det rent faktisk hjælper her og nu, samtidigt med at det overhovedet ikke gør ondt.

For ikke så længe siden havde jeg en elitegymnastpige på 11 år som patient. Hun havde døjet med ondt i lænden i flere år, og i den forbindelse havde hun prøvet alle mulige behandlinger, desværre kun med kortvarig effekt.

Efter første behandling hos mig, lignede hun en stor smiley. Da hun kom anden gang var hun dog noget halvsur for allerede få timer efter den første behandling havde det været galt igen. Anden gang varede effekten af behandlingen i længere tid, og efter 4. behandling ringede moderen glad og fortalte, at nu havde der ikke været tilbagefald i 14 dage. Hun spurgte samtidigt, om datteren igen måtte starte til elitegymnastik? Det fik hun lov til under forudsætning af at sige til ved tilbagefald. Nu er der gået over en måned, og jeg har ikke hørt fra hverken mor eller datter.

Jeg husker også en anden patient på 11 år. Pigen var sen til at gå, og da hun endelig rejste sig var det med haltende gang og med udtalt kalveknæ på højre ben. Hun gik både til børneortopæd og børnefysioterapeut, og derudover også til børnepsykiater og børnepsykolog pga. sit voldsomme temperament, men lige meget hjalp det. Pigen fik botox i knæhasen, og man talte om en operation, men stadig haltede hun og var helt ude af stand til at løbe.

Da hun kom til mig som 11 årig, var hun en pige med et voldsomt temperament, som kunne give sig udtryk i, at hun i fuld offentlighed skældte moderen ud med sprogets værste gloser. Enhver kan forestille sig, hvordan det må være, at man midt i supermarkedet blandt andre kunder bliver kaldt for luder, og det der er værre.

Blot nogle få behandlinger havde en utrolig virkning. Pigen udviklede sig til både at være fysisk og psykisk normalt fungerende: Ikke alene fik hun almindelig gang og kunne løbe som alle andre på samme alder, men også den let antændelige lunte forsvandt, og det var ikke mindst moderen glad for. Pigens historie blev bragt som case i Ugeskrift for Læger (2010;172(16): s. 1211-1213), hvor man kan læse nærmere om behandlingsforløbet samt se alle de videnskabelige facts.

Jeg samler også på de små (og lidt ældre) børns smil.

Stig Thomsen

Bakterier i discusprolapser?

Sommerens sensation (rygbehandlingsmæssigt set) er 2 artikler i European Spine Journal (ESJ, Vol. 22 (4), pp 690-696 og ESJ, vol. 22 (4), pp 697-707) af forskere fra Syddansk Universitet, der har påvist anaerobe bakterier i væv fra opererede discusprolapser, samt at tilstedeværelsen af disse bakterier skulle være en risikofaktor for at udvikle modic changes i hvirvellegemerne, som man mener spiller en rolle ved kroniske rygsmerter.

Det lyder jo spændende, og man må håbe, at fundene kan bekræftes af andre, så det kan anvendes i klinikken. Det er dog stadig kun nogle af de discusprolapsopererede som vil have gavn af antibiotika, og det passer meget godt med, at det heller ikke er alle opererede, som kan hjælpes med vores behandling. Jeg har ikke opgjort procentdelen af patienter, som jeg ikke kan hjælpe, men det ville ikke undre mig om tallet stemte nogenlunde overens med procentdelen som kunne have gavn af antibiotika.

Der er dog stadig et stort antal af opererede, der kan hjælpes hos os, muligvis fordi de ikke burde have været opereret: Indikationen for prolapsoperation skal være klar!

  • Der skal være påvist en prolaps med rodpåvirkning på MR- scanning
  • Scanningsresultatet skal matche med den kliniske undersøgelse med påvirkning af kraften i benet svarende til afklemningen ligesom også følsomheden for berøring og smerte samt nedsættelse af de relevante reflekser.

Hvis disse resultater ikke passer som fod i hose, så skal man som ansvarlig kirurg  tænke på, at hvis man scanner folk, som aldrig har haft rygproblemer og heller ikke har det nu, så vil over 30% af dem alligevel have en discusprolaps ifølge scanningen.

Også 30% af folk med ondt i ryggen vil have en discusprolaps ifølge scanningen, uden at det er det, der gør ondt. Disse folk vil stadig have ondt efter en operation, og dem kan vi ofte hjælpe. Enkelte kan vi ikke hjælpe og det er måske dem, der kan have gavn af antibiotika.

Stig Thomsen

Farlig ferie

Jeg har brækket en fod! Og hvordan kunne det så ske?

Brækket fod

Jeg var såmænd på bjergtur i Schweiz sammen med min kone Annelies. Vi nød den fantastiske udsigt i 1200 meters højde over en solbeskinnet dal på Kerenzerberg med søer og træer i smuk harmoni. Straks efter lærte jeg, at det er en god ide at holde udsigt og bevægelse adskilt, for pludselig lå jeg på maven med Annelies oven på ryggen af mig!

På stien, vi gik på, var der en bred rille til afledning af regnvand. Denne rille var jeg kommet skævt ned i og var vredet om på foden. Straks efter fandt jeg mig selv liggende på jorden med kameraet på maven. Annelies havde forsøgt at forhindre mig i at falde, men uden virkning, og så lå vi der begge i stedet. Heldigvis var der ingen, der så det!

Da vi havde samlet briller og alt det løse op – bl.a. det ene glas til et par briller – og konstateret at kameraet ikke havde taget skade af den ublide medfart, opdagede jeg, at der var opstået en infernalsk smerte i venstre fod, som ikke havde været der før. Under opbydelse af mine sidste kræfter, fik jeg under store smerter (10 på en skala fra 1 til 10 er jeg sikker på) humpet hen til en bænk, som vi få minutter før havde passeret. Dengang var jeg glad for, at jeg ikke skulle sidde på den, for den var meget medtaget af råddenskab, og halvdelen af den var smuldret væk. Nu blev den min redning, så Annelies kunne gå efter hjælp hos en bjergrestaurant.

Mens Annelies var væk, fik jeg tid til at undersøge foden. Jeg tænkte straks på fodleddets tilstand. Brud i fodleddet kan være meget komplicerede og nogle gange kræve operation og længere tids sygemelding. Heldigvis var der slet ingen ømhed omkring fodleddet. Ingen brud her altså. Men hvad var der så sket? Den undersøgende hånd søgte videre langs ydersiden af foden og fandt et meget ømt punkt af måske 1 cm’s omfang. Det måtte være basis af 5. mellemfodsknogle, der var brækket. Heldigvis var uheldet sket på så bred en sti, at en bil kunne køre på den. Jeg tør slet ikke tænke på scenariet, hvis dette ikke havde været tilfældet. Afhentning med helikopter?

Annelies kom tilbage med hjælp, og vi blev kørt tilbage til vores egen bil. Annelies kørte mig til hospitalet i Walenstadt til nærmere undersøgelse. Røntgenbilledet viste, at der var brud på basis af 5. mellemfodsknogle ganske som forudsagt. Bruddet var af typen afrivning, og gik ikke gennem leddet mellem 4. og 5. mellemfodsknogle. Det gør fremtidsudsigterne noget lysere, og jeg kan i første omgang nøjes med en Donjoy sko.

En sådan oplevelse gør én eftertænksom. Man opdager, hvor hurtigt det kan gå helt galt. Smerterne kan være slemme nok, men risikoen for længerevarende sygdom uden at kunne arbejde? Den tanke skræmte mig!

Det er måske bedst slet ikke at holde ferie?

Stig Thomsen

Piriformissyndrom – som at have en smertefuld “ært” i ballen

Bente Klarlund bliver d. 3. juli 2013 i sin brevkasse i Politiken spurgt om, hvad årsagen er og, hvad man kan gøre ved følesen af at have en smertefuld “ært” i ballen – det såkaldte piriformissyndrom. Bente Klarlund forklarer korrekt om, at piriformismusklen er en muskel i bækkenet, der udadroterer hoften, og at den, når den kramper sig sammen, kan give ischiassymptomer. Det er derimod ikke korrekt, når hun skriver, at man ikke kender årsagen til, at piriformismusklen kramper sig sammen!

Årsagen er velkendt og veldokumenteret indenfor kredsen af muskuloskeletalmedicinere og det er enkelt og effektivt at behandle lidelsen. Tilstanden skyldes en dysfunktion af 4. eller 5. lændehvirvel på samme side som piriformiskrampen. En dysfunktion er en veldefineret tilstand, der via en myotatisk refleksbue påvirker sympaticus således, at den påvirkede muskel kommer i en konstant forøget spændingstilstand og således let kramper. Denne mekanisme er velkendt og er beskrevet i lærebøger om muskelfunktion.

Det specielle er, at vi, der behandler med muskuloskeletal medicinske metoder, har taget konsekvensen af denne viden. Derfor har vi succes med behandlingen af dysfunktioner, som nok er den hyppigste årsag til fejlfunktioner i bevægeapparatet og deraf følgende smerter.

Så ved brug af muskuletal medicinsk behandling kan piriformissyndrom nemt og effektivt behandles helt uden piller, botox eller kirurgi!

Politik og dårlige rygge i “Sundhedsdanmark”

Jeg har en politiker som patient. Sidst han var her, snakkede vi om det dilemma, som jeg og vores klinik står i.

På den ene side er jeg selvstændig, og det vil jeg blive ved at være. Jeg vil ikke i samme afhængighedsforhold til det offentlige, som de praktiserende læger og speciallæger er. På trods af hvad de siger, er de allerede nu dybt afhængige af det offentlige gennem taksten på deres ydelser. Hvis der f. eks. ikke er en ydelse for en grundig undersøgelse af en dårlig ryg og efterfølgende manuel behandling, ja så vil de fleste praktiserende læger udskrive en recept eller skrive en henvisning til fysioterapi.

På den anden side synes jeg jo også, at det er ærgerligt, at en del patienter fravælger behandlingen, før den er helt slut, af økonomiske grunde. Jeg synes også, det er synd for samfundet, for der er ingen tvivl om, at hvis mine metoder blev anvendt i større udstrækning, ville det give en klækkelig gevinst på sundhedsbudgettet. Desuden synes jeg, det er synd for de praktiserende læger og speciallægerne (specielt rheumatologer) og fysioterapeuterne, at de ikke har et effektivt redskab til undersøgelse og behandling af rygge. Og endelig er det synd for alle de mere eller mindre invaliderede rygpatienter, der ikke får den optimale behandling og må leve med en dårlig livskvalitet.

Jeg tror, min politikerpatient forstod situationen. Men jeg tvivler på, at der er plads til én som mig i dette rigide offentlige system. Måske vil konflikten, der muligvis er på vej, ændre situtionen, hvis de praktiserende læger melder sig ud af ordningen med det offentlige. Måske vil de praktiserende læger så blive mere motiverede for behandling af dårlige rygge. Men det er nok ikke særligt sandsynligt, så vi må nok fortsat leve med en elendig behandling af dårlige rygge i “Sundhedsdanmark” trods en horde af behandlere: Praktiserende læger, rheumatologer, ortopoedkirurger, fysioterapeuter, massører, akupunktører, zoneterapeuter og en masse hokus pokus. Alt sammen udtryk for et ineffektivt system. I modsætning til vores klinik – i al beskedenhed!!

Stig Thomsen

Om scoliose

En 19 årig ung mand kom til mig med kroniske smerter i lænden. Han var 3 år tidligere faldet på halen, og det havde været så voldsomt, at han ikke siden kunne dyrke idræt. Desuden havde det også medført koncentrationsbesvær. Min patient var nu i alvorlig tvivl om, hvorvidt han kunne klare en videregående uddannelse.

Patienten havde været hos en specialist, der fortalte, at han havde en scoliose dvs. skævhed i ryggen. Scoliosen skulle således være årsagen til smerterne. Det er det aldrig! – En scoliose er sekundær til et rygproblem, og gør ikke i sig selv ondt.

Patienten kom til behandling i Rygklinikken Prometheus. Efter korrektion af dysfunktionen i ryggen og af de sekundære spændinger i nakken, som gav hovedpine og koncentrationsbesvær, havde han det fint. Moderen sagde efterfølgende, at han efter behandlingen var blevet den glade dreng igen.

Det er vist ved videnskabelige undersøgelser, at rygsmerter hos børn og unge er et lige så stort problem som hos voksne. Det betyder, at det ikke er slidsygdom, men oftest skader, der ligger til grund for rygsmerterne. Rygproblemerne skal derfor behandles som skader, og det er det, vi tager udgangspunkt i i Rygklinikken Prometheus. På den måde gør vi folk raske!

Stig Thomsen

 

Om migræne

Jeg har en patient, som har lidt af alvorlig invaliderende migræne fra han var en lille dreng. Han er nu 40 år gammel og de sidste 5 år efter han startede behandling i rygklinikken har han kun haft migræne ganske få gange. Så snart han mærker optræk kommer han og får behandling og migrænen bryder ikke ud. Patienten er lykkelig, han kan passe sit arbejde og han kunne gå til den koncert, han havde glædet sig til i månedsvis.

Sidste gang, han var her, sagde han, at han ikke fattede, at metoden ikke var mere udbredt. Jeg fortalte ham, at min grundlæggende teori om årsagen til migræne, at det er en segmentær dysfunktion af 1. brysthvirvel, ikke er kendt – heller ikke på Hovedpineklinikken på Glostrup Hospital.

For nogle år siden kontaktede vi dem med henblik på en undersøgelse af vores spændende teori. De virkede interesserede og medgav, at teorien passede med de foreliggende videnskabelige undersøgelser, men jeg måtte jo forstå, at der desværre ikke var fondsmidler til det. Deres egne projekter, som i parentes drejer sig om sygdomsmekanismen og ikke om årsagen til migræne, skulle prioriteres.

Så var det min patient udbrød: “Hvor er de dumme!”

Stig Thomsen